Nordic Rentals A/S køber stort ind hos DiGiCo

Nordic Rentals A/S går sommeren 2019 i møde med et stort løft i beholdningen af digitale mixerpulte. Valget er faldet på den markedsledende high-end producent DiGiCo.
Indkøbet er en del af en udvikling, vi har været igennem, hvor vi har sagt, at alt, hvad vores kunder rører ved skal være i orden. Som udlejningsvirksomhed skal vi have det på hylderne, som kunderne efterspørger,” siger administrerende direktør Torben Sjøberg Pedersen, Nordic Rentals A/S i forbindelse med præsentationen af de seks nye digitale mixerpulte med tilhørende racks fra engelske DiGiCo. Indkøbet er den hidtil største enkelte DiGiCo-ordre i Danmark, og er en del af en langsigtet strategi hos Nordic Rentals A/S.

”Valget faldt på DiGiCo, fordi vi ser at markedet bærer den vej; live-markedet er en stor del af vores forretning, og her er det tydeligt, at det er den specifikation, der er gældende. Både for nationale og internationale artister, så derfor er det logisk for os at kigge denne vej. Handlen blev så stor, fordi vi havde en række pulte, som var outdatede, og så fik vi en rigtig god aftale med Kim Johansen fra KDMC og DiGiCo, som vi alle kunne se os selv i. Set fra mit synspunkt har vi fremtidssikret vores lydafdeling; i år har vi lavet en opdatering på vores højttalere og forstærkere, og nu denne her på mixerpultene.”

Det har været en strategisk beslutning hos Nordic Rentals A/S at systematisere deres produktportefølje med udelukkende High-End produkter. Det betyder at udstyret altid vil kunne leve op til de krav, som opgaven indebærer. En forenkling af lagerbeholdningen, med større volumen af den enkelte type enheder betyder også, at det er muligt at opnå større kompetence i virksomheden på de enkelte produkter.

”Kompleksiteten i at bruge digitale pulte er så stor, at du specialiserer dig i én type, og med DiGiCo har vi en produktfamilie, hvor man har været rigtig dygtig til at lave den samme brugerflade, uanset modeltype. Det er en kæmpe fordel for dem, der skal betjene dem, og det betyder, at der er flere internt i huset, der kender udstyret, og at vores support får færre opkald.
Alle fejl er dyre for os, og hvis der er udstyr, der ikke virker fredag eftermiddag, nytter det ikke, hvis man først kan ordne det mandag. Det er det, der gør denne branche unik. Det er ikke et spørgsmål om at det, vi ikke når i dag, det når vi i morgen. Det sker bare ikke! Hos Nordic gør vi derfor enormt meget ud af produktionsplanlægningen, så vi undgår fejl. No Show er No Go!,»
fastslår Torben Sjøberg Pedersen.

Som en del af den store handel har virksomheden også investeret i 32 bit lydkort, hvilket er med til at fremtidssikre pultene i forhold til de krav, der stilles fra fx amerikanske artister.

”At vi har det rigtige udstyr In House i forhold til de riders, vi får tilsendt, gør det meget sjovere, frem for at vi skulle ud og leje det. Og der er stort run på de her pulte,» siger Martin Nørbæk, Senior Sales & Project Manager med det overordnede tekniske ansvar for Nordic´s lydsystemer.

”Pultene kom hjem, blev klargjort og registreret, og så ud ad døren på festival. Og der bliver tryk på indtil midten af september med det her udstyr. Derefter går vi på indendørs turnéer og enkeltstående events.”
De seks nye pulte erstatter en serie ældre udgaver fra samme producent. ”Brugerfladerne og softwaren er meget ens, så det har været et meget nemt skift fra gamle til nye. På den første festival gik jeg rundt den første dag og ydede support, og det gik meget problemfrit.”

Kim Johansen fra forhandleren KDMC siger: ”DiGiCo sidder godt og solidt på verdensmarkedet, og er den mest udbredte pult i den høje ende af skalaen. Skal man sætte et enkelt ord på deres pulte er det fleksibilitet; de spænder vidt, kan bruges i begge ender af multikablet, og kan skaleres ret nemt. De kan betjenes af de fleste teknikere, og blandt kunderne er der stor efterspørgsel på deres specifikationer. Så set fra et udlejningsfirma er det en god forretning, fordi de er så fleksible. DiGiCo har også været gode til at holde værdien af produktet. På grund af stadige opdateringer, er de ti år gamle pulte rent softwaremæssigt identiske med de nye, så det er et produkt, der holder sig i markedet. Supporten fra producenten i England er super god, så man er aldrig alene med sit problem!”

Sommeren er over os, og dermed festivalsæsonen. De nye arbejdsheste er for en kort stund tilbage i stalden i Løsning, efter at have debuteret på Jelling og North Side, men lige om lidt vil de være at finde ved store events i både Danmark og det øvrige Skandinavien. De glade koncertgæster vil nok ikke bemærke noget, men for alle de folk, der er ansvarlige for en problemfri afvikling i højest mulige lydkvalitet, vil det være en ekstra tryghed at råde over det bedste værktøj på markedet.

Tilbake